Efterårsferie i Athen med store oplevelser og betagende udsigter

28. oktober 2020


Læs om vores oplevelser i Athen i efterårsferien 2020                                                                                                                 

I år bliver Klassikernes Rejseforening 35 år, og det, der skulle have været en jubilæumssæson, har i stedet udviklet sig til en slags ”annus horribilis”:

For som en følge af Covid 19 har det kun været muligt at gennemføre en enkelt af de 6 planlagte rejser nemlig rejsen i efterårsferien til Athen, Delfi og Metéora.

Og på trods de ændrede adfærdsregler og begrænsninger, som situationen påførte alle, blev rejsen gennemført som planlagt og til deltagernes udtrykte tilfredshed. Vores sædvanlige Hotel Euripides centralt i Athen kunne stadig byde på morgenmad på tagterrassen med den fantastiske udsigt mod Akropolis, blot blev den nu serveret til os af personalet, i stedet for at vi selv skulle tage den i buffeten.

Det gjaldt også på de øvrige hoteller, at morgenmaden blev serveret på forskellige opfindsomme måder for at mindske smitterisikoen. Det var speciel men betød til gengæld, at man følte sig ganske tryg ved hele situationen.

På museerne skulle vi bære mundbind, og vi skulle overalt gå i mindre grupper. Til gengæld havde vi den store – ja unikke – fornøjelse at kunne opleve store turistmagneter som Akropolis, Delfi og Plaka næsten helt uden turister; det må være mange år siden, nogen kan have haft mulighed for dette!

Vejret var også med os på hele turen, hvad der havde stor betydning ikke mindst under opholdet i den fantastisk natur ved klostrene i Meteora og i Delfi – samt ikke at forglemme solnedgangen ved Kap Sounion, der simpelthen ikke kunne være oplevet bedre. Ovenikøbet blev der tæt ved Poseidon-templet derude tid til en kop kaffe ved stranden og for de få vandhunde en tur i Ægæerhavets blå bølger.



Seneste nyt
15.3.24
NYHED! Helt ny rejse til Rom
Vi er glade for at kunne præsentere den anden rejse i efterårsferien 2024....
8.3.24
Tag til Grækenland i Paulus fodspor
Vi er glade for at vi nu kan præsentere programmet på en af vores 2 rejser i......
Klassikernes Rejseforening  |   8669 1987  |   info@klassikerne.dk